OPDATERING: Min nabos chikane er eskaleret, og nu er der oprettet en sag mod mig ved beboerklagenævnet. Jeg vil bare have mine børn væk herfra.
Jeg troede ærligt talt ikke, at situationen kunne blive meget værre, men her står vi så.
Til dem, der ikke har læst mine tidligere opslag, er jeg enlig mor til tre mindre drenge, og vi bor i en almen bolig. Gennem flere måneder har særligt én nabo gjort vores tilværelse enormt belastende med klager, rygtespredning, underskriftsindsamlinger mod min familie og endda en underretning til kommunen med beskyldninger, som jeg ved er usande.
Efter kommunens besøg i september, hvor medarbejderne var meget forstående og efter deres egne udtalelser fandt beskyldningerne grundløse, anbefalede de mig ligefrem at kontakte politiet angående chikane, hvis der kom endnu en underretning.
Jeg troede faktisk, at der måske endelig ville falde lidt ro over situationen.
Jeg tog fejl.
Boligselskabet har nu indbragt en sag mod mig for beboerklagenævnet på baggrund af klager fra denne nabo og manden, der bor direkte under mig.
Og jeg har nu modtaget deres støjregistreringer.
Jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal grine eller græde.
Vi taler om side efter side med påståede støjgener, hvor der er angivet utroligt præcise datoer, klokkeslæt og beskrivelser af, hvordan mine børn angiveligt løber, skriger, banker i væggene, smækker med døre og generelt larmer helt uudholdeligt.
Nogle registreringer beskriver voldsom, vedvarende støj i flere timer ad gangen.
Problemet?
Vi har slet ikke været hjemme under flere af de påståede hændelser.
Og jeg mener ikke, at jeg bare sådan nogenlunde kan huske, at vi måske var et andet sted.
Jeg mener, at jeg har billeder, videoer, kvitteringer og kontoudtog, som understøtter, at vi befandt os andre steder på de tidspunkter, hvor de påstår, at støjen fandt sted.
En af dagene var vi i København, men alligevel er der registreret støj fra vores lejlighed.
En anden dag har min underbo registreret voldsomme støjgener fra kl. 14.00 til 17.15, selvom vi først kom hjem omkring kl. 16.30.
Der er adskillige andre eksempler fra dage, hvor vi var i skole, på udflugter, ude at handle eller opholdt os andre steder.
Og her er en ret væsentlig detalje:
Min husstand består af én voksen og tre mindre børn.
Når vi er ude sammen, er der altså ikke et andet medlem af husstanden tilbage i lejligheden, som kan stå bag al den påståede larm.
Så er der klagerne over, at mine børn angiveligt løber rundt, hopper og banker i gulvene på tidspunkter, hvor de ligger og sover.
Eller beskrivelser af helt almindelige aktiviteter som at spise aftensmad, tage overtøj på eller sidde stille ved spisebordet, der bliver fremstillet som voldsomme støjgener.
Der er endda registreringer af børn, der leger på svalegangen, hvor aktiviteterne tilsyneladende bliver tilskrevet mine børn, selvom der bor og leger flere andre børn i bebyggelsen.
Jeg påstår ikke, at mine børn er fuldstændig lydløse.
Selvfølgelig er de ikke det.
De er børn. De leger, griner, går rundt og bliver indimellem begejstrede.
Men der er altså en enorm forskel på almindeligt familieliv og det billede, disse mennesker forsøger at tegne af os.
Og når nogen gentagne gange registrerer støj fra min husstand på tidspunkter, hvor vi slet ikke er hjemme, hvordan skal jeg så overhovedet kunne forsvare mig mod det?
Det, der gør det hele endnu mere frustrerende, er boligselskabets håndtering af situationen.
Tilbage i august meddelte boligselskabet mig, at den tidligere klagesag var afsluttet.
De havde tidligere erkendt, at de ikke selv kunne vurdere, om beskyldningerne var korrekte, men antallet af underskrifter mod min familie blev alligevel tillagt betydning.
Da jeg senere klagede over, at min nabo havde råbt ad min yngste søn på fire år, anerkendte boligselskabet, at det naturligvis ikke var i orden at råbe ad et barn.
Men samtidig antydede de, at hendes opførsel kunne være kulminationen på tidligere problemer med mine børn.
Så på en eller anden måde blev tidligere beskyldninger, som ikke var dokumenteret korrekte, brugt som en mulig forklaring på, hvorfor en voksen havde råbt ad en fireårig.
Og nu står vi altså med en officiel sag ved beboerklagenævnet.
Samtidig er jeg blevet bekendt med, at der bliver spredt beskyldninger om, at jeg skulle have begået hærværk mod en anden beboers ejendom.
Det afviser jeg fuldstændigt.
Jeg har derfor sendt en formel anmodning om indsigt efter GDPR til boligselskabet, hvor jeg har bedt om at få udleveret de personoplysninger, de har registreret om mig, herunder klager, korrespondance, interne notater og eventuelle beskyldninger om hærværk, der måtte være blevet fremsat over for dem.
Boligselskabet har bekræftet modtagelsen af min anmodning.
Men det værste ved alt det her er faktisk ikke engang papirarbejdet. Det er, hvad hele forløbet har gjort ved vores liv.
Jeg er fuldstændig udmattet.
Jeg kan ikke længere slappe af i mit eget hjem.
Jeg tænker konstant over, om nogen lytter, filmer eller registrerer, hvad mine børn foretager sig.
Selv helt almindelige lyde gør mig nervøs.
Jeg kan ikke engang gå ned med skraldet eller lufte min hund uden at bekymre mig om endnu en konfrontation eller nye rygter.
Mine børn fortjener at føle sig trygge i deres eget hjem.
De fortjener at kunne eksistere uden konstant at blive betragtet som et problem, bare fordi de er børn.
Og jeg fortjener også at kunne føle mig tryg.
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg faktisk ikke længere interesserer mig for at vinde en diskussion med disse mennesker.
Jeg vil bare væk.
Problemet er, at det ikke er nemt at finde en anden egnet bolig.
Mine børn har endelig fundet en skole, de elsker, efter flere års alvorlige problemer med skolevægring. Derfor ønsker jeg desperat at blive i området, så de kan beholde deres skole.
Jeg har også dyr, hvilket gør midlertidige boligløsninger væsentligt mere komplicerede.
Børnenes far vil muligvis kunne lade os opholde os hos ham i en kort periode, men det er ikke en holdbar løsning, og han må ikke have dyr i sin bolig.
Så nu står jeg i en situation, hvor jeg desperat forsøger at finde et andet sted at bo, samtidig med at jeg skal forholde mig til en officiel klagesag, omfattende beskyldninger og de økonomiske konsekvenser af potentielt at skulle betale husleje to steder.
Og det er måske det mest ødelæggende ved hele situationen.
Jeg flyttede hertil i håbet om at skabe et stabilt og fredeligt hjem for mine børn.
I stedet forsøger jeg nu desperat at finde ud af, hvordan jeg får os væk herfra.
Jeg ved godt, at nogen sikkert vil tænke, at hvis flere naboer klager, må der jo være noget om det.
Men det er netop derfor, jeg er begyndt at sammenholde beskyldningerne med faktiske tidspunkter, billeder, kvitteringer og oplysninger om, hvor vi befandt os.
Jeg forventer ikke, at alle bare skal tro på mig, fordi jeg siger, at beskyldningerne er forkerte.
Jeg ville bare ønske, at de mennesker, der fremsætter dem, blev mødt med det samme krav om dokumentation.
Er der nogen her, der har oplevet noget lignende, hvor naboer gentagne gange fremsatte beskyldninger, som I faktisk kunne modbevise?
Og hvis I endte med at flytte, fik I så endelig fred, eller fulgte stressen fra hele forløbet med jer bagefter?
For lige nu føler jeg oprigtigt, at denne situation er ved at ødelægge mit helbred.
Og alt, hvad jeg ønsker, er, at mine børn og jeg kan få lov til at leve et helt almindeligt liv igen.