u/Conscious_Run7853

Hej

Jeg har købt en bil kontant (300000)

For at have penge når den en dag skal udskiftes, sætter jeg lige nu 3000 ind hver måned på en konto.
Der er næsten ingen rente.
hvad er den smarteste måde at sætte de penge på? Som udgangspunkt forventer jeg at have bilen ca fire år, men det kan pludselig ændre sig hvis jeg får et godt tilbud, eller en skør ide.
Pengene skal altså ikke bindes mere end at jeg kan få fat i dem inden for relativt kort tid maks 2-3 måneder.
Er der en smartere måde end en kedelig konto i banken.

Vi er et par omkring 50. Vi har været sammen i over tyve år.
Min kone har nok egentlig altid været doven, men det har ikke gået mig så meget på tidligere.
Dels er det blevet være, dels var hun rigtig god til at skjule sin dovenskab bag "jeg har så travlt med med et eller andet fiktivt, at jeg slet ikke kan ..." Da vi havde små børn var hun også mere tvunget i gang.

På en hel almindelig hverdag kommer hun hjem mellem 15 og 17 hvorefter hun set TV indtil der er aftensmad (som jeg stort set altid laver) hvorefter vi spiser sammen. Så bruger hun måske 20 minutter på at ordne køkkenet løseligt, hvorefter hun går op og ser TV indtil hun skal i seng.
Hun har noget forberedelse til sit arbejde, som hun laver i sofaen foran TV, og hendes eneste hobby er forskelligt håndarbejde som hun laver i sofaen foran TV.
I søndags så hun TV uafbrudt fra morgenmaden til hun gik i sang. Alt muligt ligegyldigt shit kører igennem. Al sport, alene i vildmarken USA sæson 2023, vild med dans, X-factor. fem Tv-aviser og ti vejrudsigter om dagen.

Hun har helt droppet vores have, det er mig. Hun køber næsten aldrig ind. Det eneste hun rigtigt laver, er at vaske sit eget og vores store børns tøj, og gøre vores badeværelser rent.

Hun er nødt til at stå og gå noget i forbindelse med sit arbejde, men ellers har hun ingen fysisk aktivitet overhovedet. Sex har hun næsten heller ikke overskud til mere. Det var hun ellers tidligere ret glad for.

Det begynder at give hende problemer. Så har hun ondt det ene sted, og så det næste. Hun afviser helt at det kan skyldes inaktivitet, der er altid en eller anden undskyldning hun ikke kan gøre for. Lige nu er det overgangsalder, tidligere var der andre.

Det betyder, at hvis vi endelig laver noget, for eksempel besøger en storby, så begynder hun at klage efter en kilometer. Eller hvis vi endelig går fem kilometer, så gør alting så ondt at hun slet ingenting kan. Hun går i øvrigt fuldstændig unaturligt langsomt, så hun er meget svær at følges med.

Hun er startet i løbeklub, træningscenter og lignende mange gange, men stopper altid igen efter kort tid fordi hun får ondt, træneren er dum ,der er sket noget på arbejdet ect.

Det giver mig flere udfordringer. Jeg er begyndt at kede mig i hendes selskab. Det eneste vi laver sammen er at se TV. Jeg ser faktisk kun TV for hendes skyld, men det hænger mig ud af halsen, især om sommeren. Vi har sex en gang om måneden højst.
Ligegyldigt hvad jeg foreslår, så synes hun da det lyder meget hyggeligt, men desværre.

Hun elsker en weekend på hotel, eller spaophold i Tyskland. Og der liver hun op, men i samme sekund vi er hjemme er det samme hverdag igen.

Når jeg så selv laver noget mere aktivt med mine venner, cykler, badminton eller andet. Så synes hun det er meget kedeligt at "jeg aldrig er hjemme". Hun synes også det er vildt hårdt at skulle stå for maden, selvom vores børn er store. Det ender ofte med færdigmad eller take away.

Jeg er begyndt at tænke, at når hun allerede har en masse skavanker når hun er 50, hvad får hun så ikke når hun er 60 eller 70? Jeg havde set frem til at vi skal leve sammen, også som gamle, men hvis hun ingenting kan, er det ikke så tillokkende.

Bortset fra total inaktivitet lever hun nogenlunde sundt. Vi spiser fornuftigt, hun ryger ikke og drikker ikke nævneværdigt, og hendes BMI er kun lige i toppen af normalvægtig. Hun er i øvrigt også stadig pæn.

Hvis jeg nævner at jeg er bekymret for hende, tager hun det som et angreb og bliver rasende, ligemeget hvor pænt jeg prøver at sige det.

Efterhånden ved jeg sgu ikke rigtig hvad jeg skal stille op. Jeg er træt af at stå for næsten alt praktisk. Jeg er træt af at se TV, og jeg er træt af at vi ikke har sex, ikke oplever noget og ikke kan opleve noget fordi hun altid har ondt et eller andet sted.

"Har i prøvet at tale om det?" Ja, det har vi, men hun tager alt som et angreb. Jeg kan simpelthen ikke komme ind til hende. Jeg kan ikke formulere mig på en måde hun tager ind.

Jeg vil egentlig helst ikke skilles, men jeg er efterhånden nået til et sted hvor jeg ikke rigtig kan se anden udvej. Vi er begge i fuldtidsjob og står økonomisk godt, så vi er ikke tvunget til at blive sammen for økonomiens skyld.

Nå hvad spørger han egentlig om?
Ja, jeg skulle nok af med noget frustration. Men jeg er meget modtagelig for gode råd fra mænd eller kvinder der har været i samme situation.

[removed]

For mig var Store bededag en ret ligegyldig fridag. Det er selvfølgelig meget rart at have fri, men jeg havde intet forhold eller traditioner til dagen. Jeg blev heller ikke så rasende som så mange andre da den blev afskaffet. Jeg har derimod altid savnet en fridag, så vi kunne fejre midsommer rigtigt ligesom svenskerne.

Jeg har altid set lidt misundeligt til de enorme midsommerfejringer på den anden side af sundet.

Men hvad er folks generelle holdning? Hvis vi nu forestiller os at politikerne siger: "Det var en fejl med den fridag, nu får i den tilbage" Hvad vil I så foretrække.

1. Få store bededag som den var
2. Fri den 24/6 så vi kan fejre midsommer Sankt hans aften uden at det overskrider folks sengetid?
3. Eid - eller noget helt andet.

I forhold til at den 24/6 (og Eid) nogen gange falder i en weekend, kan udlignes med at man også har mandag hvis den falder på en tirsdag, og også har fri fredag hvis den falder på en torsdag. Det vil give 7 fridage på syv år (bortset fra skudår, men det må være en bagatel).

Jeg kan desværre ikke finde ud af at lave en afstemning, men sig hvad I mener.

Edit: Da folk enten ikke læser, eller bare elsker at misforstå: Ja,jeg ved godt de færreste kvinder kommer kun ved penetrationssex, der er overhovedet ikke det jeg efterspørger. Nej,jeg bilder ikke mig selv ind at jeg,før min nuværende partner, delte stribevis af orgasmer ud, blot ved at se dem dybt i øjnene og stikke den ind

_-------------------------------------------------------------------------------------------

Vi er et par der har været sammen i over 20 år.
Min kone er sidst i fyrrerne. Vi har egentligt et godt og alsidigt sexliv, men som overskriften siger, så har hun virkelig svært ved at komme uden hun gør det selv.

De gange hun er kommet med mig indeni kan tælles på en hånd, og der har både være buttplug og vibrator involveret. Jeg har også rigtig svært ved at give hende orgasme med dildo/vibrator/fingre/tunge.

Hun siger det altid har været sådan og det ikke har noget med mig at gøre. Hun synes også det er dejligt at have samleje, og at jeg gør noget af ovennævnte, men når det er tid til at komme, så må hun selv tage over, jeg hjælper stadig lidt, men det er hende der styrer. Så kan hun til gengæld uden problemer komme flere gange i træk.

Kvinder jeg tidligere har været sammen med, har jeg kunne få til at komme med samleje, og hvis det ikke gik, så i hvert fald med fingre og tunge. De to sidste partnere jeg havde før min nuværende, kunne jeg få til at komme bare med hånden.

Hun bebrejder mig som sagt ingenting, hun siger at sådan er hun bare. Lige da hun begyndte at onanere kunne hun komme bare med fingrene, men allerede ved 16-18 års alderen skulle hun supplere med dildo/vibrator.

Er der nogen gode råd til hvordan jeg bedre kan gøre det, eller er hun bare som hun er?
Jeg glæder mig selvfølgelig over at hun ikke bebrejder mig noget, og at hun ikke er bleg for at gøre det selv ved siden af mig. Men jeg kunne godt tænke mig at kunne give hende en ordentlig orgasme uden hun skulle hjælpe.

Er der nogen der har kendskab til hende?

Hun virker jo frådende vanvittig når hun optræder i Vulvatories eller solo.
Er hun mon ligesådan privat. Hader hun alle mænd i hele verden, eller er det bare en rolle hun påtager sig på scenen?

Min kone er offentligt ansat.
Hun ønsker efter en del år at søge væk fra sin nuværende arbejdsplads, til en tilsvarende stilling.
Hun søger to forskellige job. A som hun rigtig gerne vil have, og B som hun gerne vil skifte til fra det nuværende, men hun vil maget hellere have A. Hun har søgt begge.
Problemet er at processen er tre uger længere fremme hos B end hos A.
Hun kan altså ende med at komme til samtaler hos B, få jobbet, og bagefter også komme til samtaler hos A og få det.

Hvis hun får B men ikke A, er det jo ikke noget problem, og heller ikke omvendt.
Men hvis nu B siger ja tak, og hun efterfølgende også får A. Så er hun jo nødt til at sige "ikke alligevel" til B, og så skal de jo starte forfra i hele processen (elle vende tilbage til en af den andre de har talt med).

Jeg er privatansat og har prøvet det et par gange, og der er det lidt irriterende, men alle ved at enhver er sig selv nærmest og sådan er det.
Hvordan er det i det offentlige? Min kone er bange for at få dårlig karma og blive husket for evig tid, hvis hun laver sådan et nummer. Jeg tvivler på det er helt så galt, men kender ikke de uskrevne regler i det offentlige, men kan fornemme at de ofte er meget strammere i det offentlige end i det private.