u/Rosenchild

Vi afleverer børnene så sent som muligt, helst lige før morgen samling kl. 09:00, og får dårlig samvittighed hvis vi henter senere end 15:00.
Vi gør seriøst ALT for dem.
Vi skal tage stilling til skærmtid, sukker, søvn, mad, institution, aktiviteter, følelser og om de nu bliver overstimulerede. Vi skal være nærværende, anderkende deres følelser og lære dem om ADHD, autisme og alt muligt andet.
Vores egne forældre satte bare TV’et på og gav os en VHS. Den kunne man ikke engang springe kapitler over på. Internettet var nærmest ingenting, og det tætteste vi kom på porno var side 9 pigen.
I dag er vi forældre fra kl. 05:00 til 22:00. Vi har GPS i børnenes sko, kalender over deres aktiviteter og Aula-beskeder om alt fra sovetider til manglende regntøj.
Og selv pædagogerne står konstant med en mobil for at registrere komme/gå tider, søvn og tage billeder.
Samtidig prøver vi at have fuldtidsjob, parforhold, venner, rengøring, madlavning og måske 20 minutter til os selv.
Måske er vi blevet bedre forældre. Måske er vi bare blevet sindsygt meget mere pressede.
Og jeg tænker nogle gange: Hvad kommer vores børn til at sige om os om 30 år?

Hej DKK. Min kollega fortalte mig i går, at hun optager samtaler med dem hun har svært ved at arbejde sammen med, for at evaluere samtalen bagefter, og på den måde øve sig i hvad hun skal sige/gøre næste gang. (Vi har en fyr på arbejdspladsen der godt kan være lidt svær at danse med. Han har fået flere til at sige op).
Må hun det? Jeg spurgte om man så ikke skulle indlede med “du skal være opmærksom på, at vores samtale bliver optaget”. “Nej” mente hun ikke “ikke når jeg selv er med i samtalen, så må jeg godt lave hemmelige optagelser.”