u/AdditionalReply6504

Danas sam bila u knjižnici sa svojim 10-mjesečnim sinom. Kad smo ušli, prišli smo velikom stolu na kojem je bilo puno malih vlakića i moj je sin uzeo jedan.

S druge strane stola sjedile su dvije mame s troje male djece, za koje bih rekla da su imala oko dvije godine. Jedno od djece prišlo je meni i mom sinu i počelo vikati da je moj sin uzeo njegov vlak. Što nije istina jer dijete se nije igralo s njim, a vlak je jednostavno stajao na stolu. Mirno sam mu rekla beba se sada igra.

Nastavio je gurati, a onda mi je prišla njegova mama i počela zahtijevati da uzmem vlak od svoje bebe i dam ga njezinom sinu. Povisi​la je ton, a ja sam se samo okrenula prema njoj, potpuno zatečena, i rekla on ima samo deset mjeseci, jer stvarno nisam mogla vjerovati što se događa.

Nastavila me napadati i grditi, pa sam joj okrenula leđa, uzela sina i otišla, a da mu nisam uzela igračku iz ruke niti je dala njezinom djetetu. Dok sam odlazila, čula sam je kako i dalje nešto govori i naziva me rasistom. Nisam reagirala jer, kao prvo, u cijeloj toj situaciji nije bilo apsolutno ničega rasističkog, a kao drugo, nisam namjeravala raditi scenu u javnoj knjižnici zbog zajedničke igračke.

Iskreno, ne znam što ju je navelo da pomisli da njezinom sinu nisam htjela dati igračku zbog njezine pozadine ili izgleda (pokrivena je bila ta žena pa pretpostavljam da su iz neke muslimanske zemlje). Stvarno nemam pojma.

Moram priznati da je cijela situacija utjecala na moje raspoloženje ostatak dana. Stalno se pitam jesam li pogriješila što nisam dala igračku njezinom sinu.

I samo da naglasim to nije bila njegova privatna igračka. Bila je to igračka u javnoj knjižnici s kojom su se sva djeca mogla igrati, a on se njome čak nije ni igrao u trenutku kada ju je moj sin uzeo.

Moje je pitanje, dakle jesam li pogriješila u toj situaciji? I jesam li zaslužila da me nazove rasistom?

Jeg var på biblioteket med min 10 måneder gamle søn i dag. Da vi kom ind, gik vi hen til et stort bord med en masse små tog, og min søn tog et af dem.

På den anden side af bordet sad der to mødre med tre små børn, som jeg vil gætte på var omkring to år gamle. Et af børnene kom hen til mig og min søn og skreg, at min søn havde taget hans tog. Det passede ikke – han havde ikke leget med det, og toget havde bare stået på bordet. Jeg sagde stille og roligt til ham: “Babyen leger med det nu.”

Han fortsatte med at skubbe, og så kom hans mor hen til mig og begyndte at kræve, at jeg tog toget fra min baby og gav det til hendes søn. Hun hævede stemmen, og jeg vendte mig bare mod hende, helt forbløffet, og sagde: “Han er kun ti måneder gammel,” fordi jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvad der foregik.

Hun fortsatte med at skælde mig ud, så jeg vendte ryggen til hende, tog min søn op og gik væk uden at tage legetøjet ud af hånden på ham eller give det til hendes barn. Mens jeg gik væk, kunne jeg høre hende fortsætte med at tale og kalde mig racist. Jeg reagerede ikke, for for det første var der absolut intet racistisk i det, der var sket, og for det andet havde jeg ikke tænkt mig at skabe en scene på et offentligt bibliotek over et fælles stykke legetøj.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der fik hende til at tro, at jeg nægtede at give hendes søn legetøjet på grund af hendes baggrund eller udseende. Jeg har ingen anelse.

Jeg må dog indrømme, at hele situationen påvirkede mit humør resten af dagen. Jeg bliver ved med at spørge mig selv, om jeg reagerede forkert ved ikke at give legetøjet til hendes søn.

Og bare for at understrege det: Det var ikke hans private legetøj. Det var legetøj, som alle på biblioteket kunne lege med, og han legede ikke engang med det, da min søn tog det.

Så mit spørgsmål er vel: Reagerede jeg forkert? Og fortjente jeg at blive kaldt racist i den situation?

Min søn er næsten et år gammel, og til oktober starter han i vuggestue. Jeg er virkelig bekymret for alle de sygdomme, der følger med, og jeg vil derfor gerne høre om jeres erfaringer. Hvor ofte var jeres barn sygt i starten? Var det mest løbende næse og milde forkølelser, eller var der også mere alvorlige sygdomme? Hvad kan jeg forvente, og hvordan kan jeg bedst forberede mig selv på den første tid, når han starter i vuggestue?

Jeg vil sætte stor pris på alle erfaringer og gode råd. På forhånd mange tak

Suprug i ja živimo na sjeveru Europe i imamo dijete koje će uskoro navršiti godinu dana. Oboje smo porijeklom iz Hrvatske, gdje nam žive roditelji. Kada se naše dijete rodilo, moja majka nas je posjetila i čak ponudila da ostane s nama nekoliko mjeseci kako bi nam pomogla oko bebe. Iako smo joj bili iskreno zahvalni na toj ponudi, odbili smo je jer živimo u prilično malom stanu.

S druge strane, suprugovi roditelji gotovo nikada ne nazovu da pitaju kako je njihov unuk, niti su ga ikada poželjeli doći posjetiti, iako su zdravi i financijski si to bez problema mogu priuštiti.

Osim toga, suprugova sestra sa svojim djetetom i dalje živi kod roditelja, unatoč tome što su i ona i njezin suprug zaposleni i imaju dobre prihode. Jednostavno se nije odvojila od roditeljskog doma. Ono što me najviše boli jest činjenica da njoj i njezinu djetetu neprestano pomažu i tretiraju ih kao princeze, dok imam osjećaj da mog sina doživljavaju kao da ne postoji.

Suprug sada želi da ih posjetimo i provedemo dva tjedna kod njih, ali ja iskreno nemam nikakvu želju ići. Priznajem da sam ogorčena, povrijeđena i ljubomorna zbog takvog odnosa prema našem djetetu.

Prije nego što me osudite, pokušajte sagledati situaciju i iz moje perspektive. Voljela bih čuti iskrene savjete kako pristupiti ovoj situaciji i izbjeći sukob sa suprugom, jer on u svemu tome ne vidi ništa sporno.

Hvad tror du er årsagen til, at det er så svært at finde et job lige nu? Jeg ser jævnligt opslag fra folk, der har været jobsøgende i flere måneder, nogle endda i over et år. Det virker ikke til at være begrænset til én bestemt branche, men som et generelt problem på arbejdsmarkedet. Hvad tænker du?

Som overskriften siger.

Min søn er 10 måneder gammel og vågner stadig omkring 3 gange hver nat for at få en flaske. Om dagen spiser han fast føde 3 gange og får derudover cirka 3 flasker med 150 ml.

Jeg laver forskellige hjemmelavede puréer, som jeg stadig er nødt til at blende helt glatte, fordi han brækker sig, så snart han får en lidt større klump i munden. Han har heller ikke fået nogen tænder endnu.

Er der nogen af jer, der har gode råd til, hvordan man udfaser natflaskerne? Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor han stadig virker så sulten om natten, når han får masser af kalorier i løbet af dagen.

Jeg skal snart tilbage på arbejde, og jeg kan ærligt talt ikke se, hvordan jeg skal fungere, hvis jeg fortsætter med kun at få omkring 3 timers afbrudt søvn hver nat. Jeg er ved at blive skør.

Del meget gerne, hvad der virkede for jer. På forhånd tusind tak!

Kako naslov kaze. Klinac mi ima 10 mj i jos uvijek se budi 3x po piti po noci, a preko dana jede čvrstu hranu 3x i negdje 3 bočice po 150mL. Pripremam mu razne kašice i moram ih blendirati baš jer čim mu zapne komadić nečega, počne bljuvati. Nema nijedan zub jos. Imate kakav savjet kako ukinuti ta nocna hranjenja? Ne razumijem zasto je toliko gladan kad preko dana unosi hrpu kalorija... uskoro se vracam na posao i evo ne znam kak cu funkcionirati ako spavam 3h isprekidano svaku noc. Ludim evo. Pliz recite sta je za vas uspjelo, hvala unaprijed

Jeg har ledt efter et job i lang tid uden held. Sidst jeg var i arbejde, var i december 2024. Derefter blev jeg sygemeldt og gik senere på barsel. Min barsel er nu slut, og jeg er på a-kasse. Selvom jeg har været på barsel, har jeg søgt job siden januar i år. Indtil nu har jeg været til mere end 12 jobsamtaler, og jeg bliver faktisk ofte inviteret til en anden samtale. Alligevel ender jeg med at få et afslag. Det er sket over 12 gange nu, og jeg er ærligt talt både mentalt udmattet og ved at blive dybt deprimeret.

Jeg ved simpelthen ikke længere, hvad jeg skal gøre for at få et job. Jeg har tilpasset mit CV utallige gange, så det virker ikke til at være problemet at blive indkaldt til samtale. Jeg har mere en følelse af, at konkurrencen er så hård, at de hver gang vælger en kandidat, der passer endnu bedre.

Jeg er desperat, fordi jeg har et barn på under ét år, og min a-kasse varer jo ikke for evigt. Hvordan håndterer man den her stress? Er der nogen, der har været i samme situation eller har nogle gode råd?

Kære mødre

Jeg er 10 måneder postpartum, og min lænd slår mig fuldstændig ud. Jeg kan slet ikke sove på ryggen, og hver morgen vågner jeg helt stiv og med smerter. Under graviditeten havde jeg voldsomme smerter i bækkenet, og jeg fik også en diskusprolaps, hvilket gjorde det hele endnu værre. Jeg er ved at være desperat, så jeg håber, I vil dele jeres erfaringer. Hvad har hjulpet jer? Øvelser, behandling eller noget helt andet, som har lindret smerterne?

Jeg fødte desuden ved kejsersnit netop på grund af diskusprolapsen under graviditeten.

På forhånd tusind tak.

I morgen skal jeg besøge en vuggestue, som min søn muligvis skal starte i. Jeg vil derfor gerne høre fra jer, der allerede har været igennem processen. Hvad ville I være særligt opmærksomme på under besøget? Er der nogle spørgsmål, I ville ønske, I havde stillet? Eller noget, I først opdagede efter jeres barn var startet?

Alle gode råd og erfaringer er meget velkomne. På forhånd tak! 😊

Min søn skal starte i vuggestue til oktober, når han fylder 1 år, og jeg er nysgerrig efter at høre fra forældre, hvis børn også startede omkring den alder. Hvordan reagerede jeres barn de første dage og uger? Hvor lang tid tog det, før barnet faldt til? Var der mange tårer ved aflevering, ændringer i søvn eller appetit, eller overraskede barnet jer ved at vænne sig hurtigt til det?

Jeg ved godt, at alle børn er forskellige, men jeg vil gerne høre jeres erfaringer, så jeg har en idé om, hvad jeg måske kan forvente. På forhånd tak!

Jeg er blevet fravalgt tre eller flere gange efter lønsamtalen, og jeg er begyndt at spekulere på, om jeg svarer forkert på spørgsmålet om løn.

Når jeg bliver spurgt om mine lønforventninger, angiver jeg altid et realistisk løninterval baseret på min erfaring, ikke noget urealistisk, og jeg understreger også, at det ikke er et ultimativt krav, og at jeg er åben for forhandling.

Alligevel er jeg blevet afvist med begrundelsen, at mine lønforventninger ikke matchede.

Er der nogen, der kan give et godt råd til, hvordan man bedst besvarer det spørgsmål, så det ikke fører til en afvisning? Hvad forventer arbejdsgivere egentlig at høre? Tak

Iskreno, pun mi je kufer pravit se da su mi dragi i da ih volim. Sama pomisao da cu ih morat gledat i trpit do kraja zivota salje me....